Skrivekunst for unge - Ord til lyd
Er du ung, og kan du lide at skrive, og vil du gerne blive klogere på alt det, ord kan, og har du lyst til at prøve at skrive til lyd, så er Skrivekunst for Unge måske noget for dig.
Det er, når vi skriver både alene og sammen med andre, at vi bliver klogere på os selv, hinanden, og det vi skriver. Mangfoldigheden og forskellighederne på holdet vil ses som en styrke.
Sammen skaber vi et fællesskab med plads til alle, hvor vi sammen styrker, beriger og dygtiggør os.
- I denne sæson skal vi blandt andet skrive til og siden indspille en lydbog. Formen og indholdet får du og resten af holdet medbestemmelse på.
- Vi skal på Bustur til BogForum i Kbh. lørdag d.2.11.2024. Turen og billetten betaler Vejle Musik- og Kulturskole.
- Vi skal have en filmaften med hygge og masser af slik.
- På holdet er der plads til alle uanset skriveerfaring. Hvis du har lyst til at skrive – så kom endelig.
- Der er plads til 12 på holdet.
Årets tema: VILDSKAB
- Vildskaben i litteraturen, musikken og os mennesker.
Vi skal grave os dybere ned i og ind i mennesker, der har kant, og som har skilt sig ud. Dette i et forsøg på at forstå vildskaben i dem. Både den larmende, men også den stille vildskab.
Vi skal omkring mennesker, der har oplevet ting, som kan defineres som: Når virkeligheden overgår fantasien!!
Vi skal prøve at finde vildskaben i os selv, og bruge den aktivt, når vi skal skabe årets lydbog.
Sted: Xeneriet, Spinderihallerne
Tid: ca. hver 3. søndag 12.00-16.00 (se plan nedenfor)
Med forbehold for at tiden kan blive ændret!
Underviser: Wenche Thinnesen Vogtmann
Alder: fra 15 år
Antal: max. 12
Pris hel sæson 2024-25: 252,- kr. pr. måned - opkrævning i 10 måneder
Undervisningsgange 2024-2025
Søndag d. 15.9.2024 kl. 12.00 - 17.00
Søndag d. 27.10.2024 kl. 12.00 - 17.00
Lørdag d. 2.11.2024 kl. 07.00 - 20.00 - Bogforum
Søndag d. 24.11.2024 kl. 12.00 - 17.00
Søndag d. 12.1.2025 kl. 12.00 - 17.00
Søndag d. 2.2.2025 kl. 12.00 - 17.00
Søndag d. 23.2.2025 kl. 12.00 - 17.00
Søndag d. 16.3.2025 kl. 12.00 - 17.00
Søndag d. 6.4.2025 kl. 12.00 - 17.00
Søndag d. 18.5.2025 kl. 12.00 - 15.00
Tirsdag d. 20.5.2025 kl. 17.00 - 18.30 - Bogreception
Hvad siger tidligere og nuværende elever?
-
Nikoline Brøgger Villadsen, 19 år
Livsmotto: Det handler om at handle
Om mig på holdet: Hvad har det gjort for mig at gå her? Der er to ting, der gør, at jeg synes, det er et fedt hold at være på. Den første er fællesskabet. Jeg er supertaknemmelig for den åbenhed og accept, der er på holdet.
Det betyder meget at have et rum med andre, hvor man ved, at man kan dele det inderste af sig selv uden at være bange for at blive dømt for det. Den anden ting er de muligheder det har givet. Jeg er helt vild med de mange projekter vi tager del i, og det har givet mig meget; både ift. min personlige udvikling og mit forfatterskab
-
Nadia El-Ahmad, 19 år
Livsmotto: Sabr wa tawakkul
Min tid i Læse- og Skriveklubben har givet mig mange gode og relevante kompetencer. Vi har ikke været et traditionelt forfatterhold, fordi vores fantastiske lærer også har arbejdet med os menneskeligt både individuelt og som hold
sideløbende med skriveriet og læsningen. Det har været en stor læring for mig at have haft muligheden for at komme så tæt på andre unge.
De mange snakke vi har haft har betydet, at vi er kommet langt omkring og dybt ind i vores eget indre følelsesliv.
Sammenholdet er unikt og betyder, at vi kan dele alt med hinanden i et trygt og tillidsfuldt miljø.
-
Zofie Benzon, 20 år
Livsmotto: Mød verdenen med et åbent sind.
100 ord:
Wenche kalder os guldholdet, og holdet har også haft en førsteplads i mit liv. 7 sæsoner har jeg været med, og hver sæson har været en stor fornøjelse.
På holdet er der et fantastisk rum til at nørde bøger med ligesindede bogelskere, men også rum til at udvikle sig og dele glæder og sorger med hinanden, hvilket betyder absolut alt i en alder, hvor man er ved at finde ud af, hvem man er.
For her bliver man accepteret, som man er.
-
Johanne Marie Nissen, 22 år
Livsmotto: Det er ikke altid den nemmeste eller den bedste, men lad mig gøre tingene på min måde, for det er sådan jeg gror.
Læse- og skriveklubben er et frirum, som jeg ikke har oplevet andre steder. Den åbenhed og empati, man bliver mødt med, er helt speciel.
Det er et sted, hvor jeg altid føler mig velkommen. Selv på dage hvor jeg er trist, træt, er jeg altid glad for at deltage, for jeg ved, at det, jeg bliver mødt med, er forståelse og et godt kram.
Det er de dejlige elever og ikke mindst vores skønne underviser Wenche, som gør det muligt at have sådan et fantastisk og helt unikt fællesskab.
-
Carla Mia Cano-Hede, 20 år
Det er altid svært at putte ord på, hvem jeg er, men i det mindste ved jeg, hvad jeg holder af: at udvikle historier.
Om det så gælder at skrive sange med melodi, eller noveller med nuancerede karakterer.
Det er derfor jeg valgte at melde mig til denne skriveklub for 6 år siden.
Dét at have en forfatterlærer som Wenche er noget helt andet end en dansklærer fra gymnasiet.
Man lærer, at litteratur ikke altid skal være ens. At alle tekster er forskellige men smukke på hver deres måde – ligesom os mennesker. Det er fantastisk at kunne dele det med de andre jævnaldrende på holdet.
For selvom vi er forskellige, accepterer vi alle hinanden, og det ville jeg kalde mit motto: hvis andre ikke accepterer mig
som sit sande jeg, er de alligevel ikke værd at bruge min tid på. I stedet prioriteres de ægte, skønne venner.
-
Asta Buksti, 18 år
Livsmotto: "They may be fictional but that doesn't stop me from loving them"
Jeg startede på kulturskolens teaterhold for mange år siden. Jeg blev tilmeldt, fordi jeg altid havde så mange historier, jeg ønskede at fortælle, og teater var en måde at formidle historier på. Så kom Wenche og vikarierede én undervisning. Lang historie kort - Wenche kidnappede mig over på forfatterholdet Jeg elsker forfatterholdet, jeg elsker læseholdet, jeg elsker de andre forfatterspirer og Wenche. Alle de fantastiske mennesker jeg har mødt igennem kulturskolen. Jeg har fået nye venner, et frirum, hvor jeg kan trække vejret, imens jeg lærer og forbedrer mine talenter.
-
Alex Sandfeldt, 19 år
Livsmotto: Alt kaos – Alt fred.
At skrive er ikke blot at forstå sig selv, men også at forstå sine medmennesker. Det er at træde ud af sin bobbel, leve tusinde forskellige liv og se verdenen igennem et andet menneskes blik. Der er intet smukkere i livet, end evnen til at skrive.
Vores stærkeste våben er vores ord og det bedste redskab, at lære hvordan vi bruger dem.
Det at kunne dele min passion med andre, har ikke kun givet en spejling, men et trygt rum.
Et sted hvor man kan blote sine dybeste tanker og få et indblik i hinandens sjæl.
Det har givet mig en dyb selvindsigt, hvor jeg er mere i zen end nogensinde før.
Et vanvittigt sind, er ingen hindring, når det flyder med en farverig tankestrøm, kreativitet og inspiration.
For mig, er skrivning indbegrebet af frihed; midt i en verden fyldt med sindssyge og kaos.
-
Helena Thorup, 17 år
Livsmotto: When people tell you to shut up and listen, then shut up and listen
100 ord om holdet:
At rejse er at leve, dette sagde H. C. Andersen for snart små 200 år siden.
At rejse fysisk såvel som mentalt er ikke altid uden farer. Du skal ud af hjemmet trygge rammer og ud at køre på de veje som kun tilbagelægger afstand til det ukendte.
Men når du så møder det ukendte, når du står ansigt til ansigt med det, finder du ud af at det bare er en gruppe unge der vil ud i verden - både i den overnaturlige og i den virkelige.
At skrive er som at producere lys, alle regnbuens farver flyder ud af fingerspidserne og historier bliver malet på væggene.
Skal din historie males på væggen?
-
Maddie Dyrby Hansen, 21 år
Livsmotto: Kend dig selv
Ord kan sige så meget, men aldrig kan de beskrive hvad holdet har gjort for mig. Jeg har været med siden begyndelsen, og husker tydeligt hvor angstfyldt jeg var for at starte - men bange behøvede jeg ej at være, for lang tid gik der ikke før frirummet kunne mærkes. I rummet er historierne kraftige, de binder os sammen som mennesker, lader os trække røde snore fra hjerte til hjerte og minder os om at vi ikke er alene. At dele er at lære, og uden alt dét jeg har taget med mig herfra, ville mine blomsterblade ikke se så prægtige ud, som de gør i dag.